Tilbage til bloggen

Historien om Anne og Christinas drømmerejse til Canada i camper

Gæsteblog skrevet af Christina Hviid Mailund. Dette er fortællingen om nogle af de mange oplevelser Anne og Christina har fået på deres drømmerejse til Canada – skrevet imens de var midt i det hele. Rigtig god læselyst!

/Tekst og billeder af Christina Hviid Mailun og Anne Seierø

En drøm går i opfyldelse

Dette er et postkort, jeg længe har glædet mig til at skrive. Anne har, siden hun var barn, drømt om at tage til Canada og se bjørne. For mig har et besøg i de store nationalparker og i den fascinerende natur også været det største ønske i mange år. Nu er vi midt i drømmen, og vi vil gerne invitere jer med på sidelinjen.

Livet som campist i Canada

Vi har gennem DANexplore booket en RV (autocamper) hos Cruise Canada af typen C25. En mellemstor camper, med fast seng, bad, toilet, køkken, en V8 motor og cirka 3 kvadratmeter gulvplads. Et perfekt hjem for et par som os.

Som en af eftermiddagene gik på hæld fik vi nye canadiske naboer. Da vi sad og ristede pølser på bålet til aftensmad, kom de over med noget stegt fisk, de havde til overs fra aftensmaden. Den smagte fantastisk. Senere på aftenen, da vi ristede skumfidusser, fandt naboen guitaren frem og spillede – så kan man ikke ønske sig meget mere af campinglivet – REN HYGGE.

Vi er kommet til at holde utroligt meget af de primitive Campgrounds, der er drevet af Parks Canada, og som alle ligger i national-, provins- eller regionale parker. Alle stederne er simpelt bygget op, og der er altid en park operatør, der kommer rundt og sikrer sig, at man kommer godt på plads. En særlig ting ved disse Campgrounds er roen. Man sover helt fantastisk.

 

canada camper motorhome

Selfie med camperen på første overnatningsted

 

Udflugter og oplevelser under vejs i Canada

The Mail Run – Vancouver

I Vancouver valgte vi blandt andet at udforske The Mail Run, som er en tur med vandflyver mellem forskellige øer. I gamle dage var det en postrute, hvor det var muligt at komme med som passager. I dag er det en rute for turister.

Udflyvningen fra Vancouver var utrolig smuk. Undervejs landede vi i den lille by Marple Bay, og den lille havneby var helt rolig, ingen støj, kun ro og idyl.

Jeg var så heldig at få lov til at sidde med som co-pilot og “styre” flyet sammen med vores pilot retur til Vancouver. Det var en vild oplevelse at sidde på forsædet og se indflyvningen over byen.

Vi havde hjemmefra drøftet om, vi ville bruge 1200 kroner pr. person på turen, men vi er enige om, at det var alle pengene værd. For mit vedkommende, kan jeg kun sige wauw!

canada the mail run vandflyver

Christina som co-pilot på The Mail Run

 

Sorte bjørne i vejkanten og ørnerede

På en af vores strækninger fik Anne øje på en sort bjørn i vejkanten. Den kom stille og roligt luntende ud af skoven. Anne fik standset bilen, og vi prøvede at få taget billeder af bjørnen. Jeg kæmpede med Annes kamera. Jeg kunne ikke finde bjørnen gennem linsen. Men pyt, vi har set vores første bjørn.

Vi var mildest talt høje, og vi har stadig svært ved at fatte, at vi på tredjedagen fik et af vores allerstørste ønsker opfyldt.

canada sorte bjørne

Sort bjørn i vejkanten – dem var der mange af

Senere ser vi flere holde ind ved et udsigtspunkt, og Anne spotter en ørnerede. Dette er Annes drømmescenarie. Det er en hvidhovedet ørn, der har to unger i reden. Al snak forstummer, og billederne kom i skabet.

Jeg tror endnu ikke Anne helt har fattet det, men hun har vist fået sit drømmebillede.

canada ørn

Hvidhovedet ørne ved Medicine Lake

Udflugt til Athabasca Glacier

Vi blev kørt i et kæmpe hjulkøretøj også kaldet Ice Explorer. Midt på gletcheren blev vi sat af og fik lov til at gå rundt i et afspærret område. Der var små strømme af isblåt vand fra smelteis, der er over 4000 år gammelt. Sindssygt at tænke sig.

Næste del af turen gik mod Glacier Skywalk, som er en glasbue, de har bygget ud over dalen. Den hænger 300 meter oppe og har glasgulv. Buen er bygget et sted, hvor klippen indeholder nogle mineraler, som bjerggederne skal bruge til udvikling af deres horn, så de kommer der ofte. Og ganske rigtigt, lige på den anden side af dalen gik de flotteste geder.

Selve glasbuen var lidt grænseoverskridende at gå ud på, men fornemmelsen af at hænge i det fri, og kunne se over dalen var en helt særlig oplevelse.

Canada Athabasca Glacier

Anne med Athabasca Glacier i baggrunden

Hvalsafari

Inden afgang blev vi iklædt kedeldragter, der skulle holde os varme og som samtidig havde indbygget redningsvest. Vores kaptajn for dagen gennemgik kort den planlagte rute, og så blev vi anbragt i båden.

Ikke langt fra strædet støder vi på fem spækhuggere, der er på jagt langs kysten. De ligger inde ved land, svømmer med god fart og kommer engang imellem op. For et par dage siden havde de observeret samme flok, og der havde de set dem fange og dele en søløve. Vi mistede desværre synet af dem efter 6-8 minutter og sejlede videre efter andre dyr.

Ud for Stuarts Island stoppede vi for at se på ørne. Hvidhovedede ørne susede rundt og fløj nærmest hen over vores hoveder. Pludselig kommer en ung ørn meget tæt på og slår ned i vandet lige foran os og fanger en fisk. Anne var lynhurtig og fik perfekte billeder af den. Hun var helt oppe at ringe. Sikken et show og flere drømmebilleder.

Kaptajnen havde hørt på radioen, at der var observeret to hvaler i Whale Passage. Ganske rigtigt, da vi kom derned, svømmede en stor hun og en unge sløvt afsted langs kysten.

De svømmede lidt efter ud på dybt vand, dykkede og sprang så op for at falde ned på ryggen med kæmpe plask. Vi sad alle med åben mund. Hvor heldig kan man være. Langt heldigere… For de fortsatte i næsten 20 minutter. De sprang op den ene gang efter den anden, sammen og hver for sig. Nogle gange lå de bare og blafrede med vingerne. Kaptajnen fortalte, at det er en form for kommunikation mellem hvalerne.

Det er det vildeste, jeg nogensinde har set. WAUW. For pokker det var sindssygt. Uden tvivl en “once in a lifetime” oplevelse – vi er dybt taknemmelige!

canada hvalsafari

‘Flyvende’ pukkelhval ved Whale Passage ud fra Vancouver Island

Tid til at gøre status

Ved aflevering af camperen havde vi kørt 3981 km i sne, regn, skyer og sol i det vestlige Canada. Det bliver bestemt ikke sidste gang, vi tager en tur som denne. Det at rejse i camper har fungeret fantastisk, og vi kan virkelig se nogle muligheder for kommende rejsemål. Vi har set og oplevet så meget og samtidig haft tid til at slappe af. Nu skal vi bare finde ud af, hvor næste rejse skal bringe os hen… og så lige spare lidt op.

Vores canadiske eventyr er definitivt slut for denne gang og så dog. Ligesom vi brugte et års tid på planlægningen, vil vi nu også bruge de næste måneder på at bearbejde alle de indtryk, vi har fået. Vi har tusindvis af billeder, der skal ses igennem, sorteres og redigeres, ja og et større antal videoer. Vi kommer til at tale om denne tur igen og igen, mindes og glædes.

Hvis nogen af jer går med tanken om at tage på en tilsvarende tur, kan vi kun sige en ting – GØR DET, DET ER FANTASTISK!

Britta har også skrevet et gæste-blogindlæg – om et Hawaii øhop.

Skriv et svar