Glæd dig til en rundrejse i Tanzania, hvor savannes vilde dyr, udslukte vulkankratere, Mount Kilimanjaro og Zanzibars hvide sandstrande venter.
Her er 5 udvalgte oplevelser i Tanzania til dig, der er ved at planlægge en rejse til dette smukke land i Østafrika.
Mount Kilimanjaro er med sine 5.895 meter Afrikas højeste bjerg, og en særdeles populær trekking destination. Der findes adskillige ruter til toppen, som varierer i sværhedsgrad, trafik og landskab. Et trek til toppen af Kilimanjaro tager dig gennem hele fem forskellige klimazoner og belønningen, når du står på toppen, og ser solen stå op over det østlige Afrika, er nærmest magisk.
Arusha er Tanzanias hurtigst voksende by, og ligger i det nordlige Tanzania ved foden af Mount Meru, med et behageligt klima året rundt. Byen, som er omgivet af majs- hvede- og kaffeplantager, betegnes også som Tanzanias safari-hovedstad. Arusha Nationalpark ligger ikke langt fra byens centrum, og et besøg her er bestemt oplagt under et ophold i byen på din rundrejse i Tanzania.
Læs mere om trekkingture til toppen af Mount Kilimanjaro her
Lake Manyara National Park er et beskyttet område med græsmarker, skove og røde skråninger, som danner en flot kulisse for søen. Naturen er dramatisk, og mere end 380 fuglearter er registreret i parken.
En af de helt store oplevelser i Tanzania er de lyserøde flamingoers dans ved søens bred. Nationalparkens helt store trækplaster er dog løverne, der, af uforklarlige årsager, klatrer i træer. Til tider sover de endda på grenene, højt over jorden. Denne opførsel er ualmindelig og ses praktisk talt ingen andre steder i Afrika. Der er desuden gode muligheder for at opleve flodheste.
Se hvordan du kan sammensætte din safari i Tanzania her
Serengeti kaldes også for ’De Endeløse Sletter’. Det er en meget rammende titel for den 14.763 kvadratkilometer store savanne, som er hjem for mere end tre millioner pattedyr.
Omkring to millioner af disse dyr trækker hvert år i store flokke mod nord over Mara floden og videre til Masai Mara i Kenya, på jagt efter grønnere græsgange og vandhuller. Det er i særdeleshed de store flokke af gnuer, der har lagt navn til dette fænomen, også kendt som ‘Den Store Vandring’. Med så mange dyr samlet et sted, er det et tag-selv-bord for rovdyrene, der opmærksomt følger den store vandring til lands og til vands.
Serengeti består primært af savanne med de karakteristiske akacietræer, tørre græsområder, skovklædt højland og skov. Området huser et stort antal dyr og fugle, og chancerne for at se både The Big five og mange af de andre ikoniske vilde dyr er i høj grad til stede, når du besøger Serengeti på din rundrejse i Tanzania.
Vælg mellem en klassisk safari eller en camping safari i Tanzania.
Hvis du leder efter enestående oplevelser i Tanzania, så skal Ngorongoro krateret øverst på din liste.
Ngorongoro var en ung vulkan, indtil den styrtede sammen for cirka to millioner år siden. Med styrtet dannede vulkanen en caldera på omkring 20 kilometer i diameter. Det enorme ’hul’ er flere kilometer dybt, og i bunden græsser en mangfoldighed af dyr på en grøn slette omkranset af vulkanens eroderede bjergsider.
Koncentrationen af dyr er stor, og overgår de fleste andre steder i Afrika. Så der er gode chancer for at komme tæt på Afrikas mest berømte dyrearter: løver, leoparder, næsehorn, flodheste, gazeller, antiloper, hyæner, vandbukke og bøfler.
I Det Indiske Ocean ligger det tropiske paradis, Zanzibar. Zanzibar består af en del småøer samt hovedøerne Unguja i syd og Pemba i nord. Zanzibar har omkring en million indbyggere, og hovedstaden Zanzibar City er berømt for den gamle bydel, Stone Town.
I dag er det Zanzibars hvide palmestrande, tropiske klima og det azurblå vand, der er trækplaster for mange rejsende. Flere steder ud for kysterne findes der også rige koralrev under havoverfladen. Her kan du se skildpadder og hvalhajer.
Men før verden fik øjnene op for Zanzibars enestående skønhed, var det helt andre ting, der fik folk fra Afrika, Arabien, Europa og Asien til at søge mod øen.
Det var først og fremmest krydderier og handel med slaver. Med sig bragte de tilrejsende deres hjemlandes respektive kulturer, mad og religioner. De fleste slog sig ned i Stone Town, og med tiden udviklede Zanzibar sin unikke multikulturelle sjæl.
En sjæl der stadig ses i Stone Towns eksotiske, gamle gader, hvor du stadig fornemmer den levende historie. Tempoet i byen er afslappet, og nogle steder kan det næsten føles, som om tiden står stille.
Se hoteller og udflugter på Zanzibar her og hvordan du kombinerer safari med en badeferie på Zanzibar her