Kan man få fede oplevelser i Philadelphia? Svaret er JA.
“Philadelphia isn’t New York (more manageable, less sticker shock) or Washington, DC (more fun, less politics).”
Sådan skrev Philadelphia Convention & Visitors Bureau i den rejseplan, som DANexplores Content Manager Kristian Fredslund fik inden fire dages studietur i ‘The City of Brotherly Love’ sammen med andre danske (og et enkelt svensk) rejsebureauer.
Og det er lidt Philadelphias lod at være klemt inde imellem to så store og betydningsfulde metropoler som New York City og Washington D.C. Som “lillebror/søster” kan det være svært at få den fornødne opmærksomhed, og nogle vælger da også byen fra, når turen går til det østlige USA.
Men det vil man lave om på. Til at hjælpe med det er en direkte American Airlines-flyrute mellem København og Philadelphia blevet indviet i juni 2024, og det var den Kristian var afsted på i rutens første leveuge for at opdage, hvilke oplevelser i Philadelphia, der er værd at skrive hjem om.
Og hvilke oplevelser i Philadelphia skal man have? Her følger der nogle korte råd til, hvad du SKAL og KAN se – og så også nogle personlige anbefalinger fra Kristian.
Historisk rundtur i Philadelphia
Philadelphia er jo fødestedet for USA. Det var her, Benjamin Franklin, George Washington og alle de andre samledes, da de ikke længere ville være under britisk styre. Tag på en guidet tur og lad en ekspert fortælle dig om historierne, der gemmer sig bag de ikoniske bygninger, statuer og landsmarks som Liberty Bell. Vi var på tur med WeVenture, hvor en entusiastisk vært fik fortalt om, hvor og hvordan hele revolutionen startede.
Museum of the American Revolution
Er man historie-interesseret er det et fedt museum med mulighed for ‘audio tour’. Der er masser af spændende læsning om revolutionen, så der er mange timer at spendere her. Vi sluttede af med en spændende interaktiv filmvisning på 12 minutter om George Washingtons telt var utroligt fascinerende på den amerikanske måde.
Reading Terminal Food Market
75 madboder af virkelig forskellig og international art. Vi var på en Food Tour om morgenen her med City Foods Tour (som også lave andre ture på markedet og på andre andre steder i byen). Her viste vores guide Matt os rundt og fortalte personlige historier om de udvalgte steder.
Moshulu
Første aften spiste vi på restauranten på det gamle firemastede ‘Tall Ship’ Moshulu. Der var en fin atmosfære – og det var især lækkert at tage turen med et glas vin på dækket, hvor vi nød solens stråler og det flotte vue udover byen. Selve maden var lækker og selvfølgelig seafood-inspireret. Jeg fik selv en lækker hummerbisque.
Countryside of Philadelphia
Vi var desværre ikke selv ude af byen på turen, men vi fik en præsentation af Greg fra ‘The Countryside of Philadelphia’, som virkelig solgte det godt (på trods af blot 15 minutter til rådighed). Der er mange naturoplevelser at få og så er området kendte for mange store, flotte haver, hvor Longwood Gardens er kronjuvelen. Derudover er området kendt for en Mushroom-festival. Så der er masser af muligheder for at opleve noget andet end storby på den amerikanske østkyst.
Eastern State Penitentary
Selvom jeg har været i San Francisco, har jeg ikke været på Alcatraz (fik ikke booket i tide – skulle nok have haft et rejsebureau til at hjælpe mig…), men jeg gætter på det er nogenlunde samme ’feeling’, vi fik i Eastern State Penitentary. En audio-tour (indtalt af skuespilleren Steve Buscemi) gav et spændende indblik i et fængsel med en bemærkelsesværdig historie.
Barnes Foundation
En enorm kunstsamling af mange af de største post-impressionister fremvises på forunderlig og lærerig vis i en smuk arkitektonisk bygning.
The Franklin Institute
‘Science og Technology’-museum (selvfølgelig når det er opkaldt efter Benjamin Franklin) med kreative områder for børn og voksne. Flot ’The Art of the Brick’-særudstilling af LEGO-klodskunstneren Nathan Sawaya, da vi var der. Herunder kan du se et billede af en statues
Bok Bar
Det ligner ingenting udefra – og endnu mindre, når man træder ind i bygningen. Men en gammel teknisk skoles rooftop er omdannet til casual bar (med dåseøl) på den ene side og restaurant på den anden. Fantastisk udsigtspunkt! Da vi var der begyndte det at regne, men personalet gik så rundt med gratis regnslag, så der sad vi under pavillioner og teltduge, mens vi nød en kold øl eller drink og sugede det sidste af Philadelphia til os.
Yards Brewing Company
Omgivelserne er ikke noget særligt, men den karismatiske Tour Director Mike gjorde det til en stor oplevelse. En masse gode historier, uformel tone og så selvfølgelig velsmagende øl. Man kan også spise der og se sport. Det største urbane bryggeri i USA.
Rocky Steps (& Statue)
Det lugter ikke ligefrem af finkultur – men Sylvester Stallones filmatisering over den ikoniske bokser Rocky Balboas liv er et af Philadelphias vartegn. Sprint op af trapperne og luftboks i bedste Rocky-stil, mens du kigger ud over Philadelphia og få taget et billede med statuen, der ligger ved foden af trapperne.
Mural Tour
Efter at have oplevet store problemer med graffiti blev der for en del år siden sat gang i et mural-projekt. Nu kan du se store gavlmalerier mange steder i byen. Vi tog en tre timers cykeltur med Philly Bike Tours langs floden, hvilket var meget fedt – men ikke så imponerende murals på turen. Ville derfor nok tage en walking tour eller segway tour inde i centrum i stedet.
Og så kan du altså ikke tage til Philadelphia uden at prøve en ‘Philly Cheese Steak Sandwich’. Der findes mange steder, der sælger dem – men jeg kan anbefale den jeg fik fra Campo’s. Sliced oksekød, smeltet ost og sprødt brød. Hvad mere kan man ønske sig, når man ønsker sig en ‘greasy’ madoplevelse…
Se DANexplores rejseforslag og rejsetyper her
Rundrejseforslagene inkluderer faktisk ikke Philadelphia, men vi skræddersyer rejsen lige efter jeres ønsker og kommer med vores anbefalinger.