Måske har du stået på ski i Alperne, Skandinavien eller Dolomitterne. Uanset hvor i Europa du har kørt pisterne tynde, så har du nok hørt om blå, røde og sorte pister. Du ved nok også godt, at en rød piste i fx Trysil som oftest vil kategoriseres som en blå i Canazei.
Men hvad med i Nordamerika? Hvordan rangeres pisternes sværhedsgrad der? Det forsøger vi at give et overblik over her.
Den grønne cirkel markerer de nemmeste pister. De er brede og præparerede med lav hældning. Her kan begynderen boltre sig.
Disse pister er for den middelgode skiløber. De er mere udfordrende sammenlignet med de pister, der er markeret med grøn cirkel. Pisterne med blå firkant udgør den største del af skiområdernes nedfarter, og det er også her, du vil opleve flest skiløbere.
Nedfarter med en sort diamant er til den mere rutinerede skiløber. Pisterne er derfor også blandt de mere udfordrende nedfarter, og som regel vil du finde nedfarterne på toppen af bjerget, hvor der ikke er andre mulige nedfarter. Nedfarterne er ikke præparerede.
Disse nedfarter er kun for eksperter, og pisterne kræver stor ekspertise, da sværhedsgraden er høj. Nedfarterne er stejle, og du vil møde “udfordringer” som træer, smalle passager og vind.
Det siger næsten sig selv, at nedfarter med tre sorte diamanter er yderst krævende. Så her skal du virkelig være ekspert.
NB: Vær dog altid opmærksom på, at selvom en piste har en bestemt farve, så kan den afvige fra andre pister med samme rangering. Derfor kan sværhedsgraden også variere fra nedfart til nedfart. Så brug din sunde fornuft og vær opmærksom.