Her på siden kan du finde vigtig information om USA, som vil hjælpe dig med svar på de oftest stillede spørgsmål. Det drejer sig om alt fra visumregler til rejseforsikring og billeje.
Se også, hvordan du kan sammensætte din kør-selv ferie til USA her
Kontakt os og få et tilbud på din rejse til USA her
Alle rejsende til USA skal have eget pas. Det gælder både voksne og børn. Såfremt du er i besiddelse af et maskinlæsbart pas (med magnetstribe), kræves der i øjeblikket ikke visum for danske statsborgere på turist- eller forretningsrejse under 90 dages varighed til USA. Dette er under forudsætning af, at du ikke tidligere er blevet nægtet visum, har været straffet, skal arbejde i USA (f.eks. som au pair) eller på anden måde ikke opfylder indrejsebetingelserne.
Har du fremmed statsborgerskab, skal du være længere tid i USA eller er du i tvivl om, hvorvidt du opfylder alle betingelser? Så kontakt Den Amerikanske Ambassade på telefon: 33 41 71 00. Undlades relevante oplysninger med en eventuel afvisning ved grænsen til følge, kan der ikke gøres krav gældende overfor arrangør/rejsebureau. Passet skal være gyldigt til og med hjemkomstdagen i Danmark.
Se opdaterede pas- og visumregler for USA på Udenrigsministeriets hjemmeside her
Søg om ESTA: Godkendelse af indrejse til USA
Den 12. januar 2009 trådte Electronic System for Travel Authorization (ESTA) i kraft. Programmet er for rejsende med statsborgerskab i Visa Waiver Program-medlemslande, herunder Danmark. ESTA er en internetbaseret formular, der ligger på https://esta.cbp.dhs.gov. Indtastningen skal foretages min. 72 timer før afrejse, og godkendes ofte indenfor få sekunder. Du får et kontrolnummer, som skal medbringes på rejsen. Hvis svaret er PENDING, foretages der en automatisk rutineundersøgelse, og svaret vil ifølge myndighederne komme i løbet af maks. 72 timer. Resulterer ansøgningen i et afslag, skal du henvende dig til den amerikanske ambassade – se: https://dk.usembassy.gov/
Fakta om indrejseprocedure i USA: Har du styr på, hvor du bor?
Ved ankomsten til USA skal du gennem Immigration, så hav pas dit klar. Vær opmærksom på, at du ved ankomsten til USA også skal have taget fingeraftryk samt scannet ansigt/iris.
Den amerikanske sikkerhedstjeneste TSA kræver, at alt elektronisk udstyr – såsom computere, tablets, mobiltelefoner, kameraer etc. – skal kunne tændes og fremvises ved sikkerhedstjek.
Kan du ikke vise at dit elektroniske udstyr fungerer, gives der ikke nødvendigvis tilladelse til at tage det med ombord på flyet. Det er derfor vigtigt, at du sikrer dig, at alt dit elektroniske udstyr er opladet inden afrejse.
Ved check-in i lufthavnen skal du oplyse dit opholdssted i USA.
Oplys nøjagtig navn og adresse på dit hotel/opholdssted i USA. Hvis du ikke har alle informationerne, så skriv de oplysninger, du er i besiddelse af. Når du er i transit til et krydstogtskib skriver du: “Transit to Cruise Line” + skibets navn + navnet på den by, hvorfra skibet sejler. Hvis du har lejet bil og ikke ved, hvor du skal overnatte den første nat, skriver du for eksempel: “Touring New England” + navnet på den by og stat, hvor du regner med at bo den første nat.
Find ud af hvilke madvarer du må tage med på din rejse til USA her
Indenrigsflyvninger i USA
Vi gør opmærksom på, at har man booket separat indenrigsflyvning i USA (som ikke hænger sammen med den oversøiske flybillet) er det ikke muligt at inkludere bagage med i billetten på forhånd. Det vil sige, at dette skal betales lokalt i lufthavnen ved check-in – der skal forventes en betaling på 25-30USD pr. indtjekket bagage. Er du i tvivl, spørg endelig din rejsekonsulent.
Vi gør ligeledes opmærksom på, at første gang man rammer amerikansk jord, skal man hente egen bagage og tjekke igennem tolden for derefter at aflevere den igen – også selvom man har købt én samlet flybillet.
Eksempel på flyrute: Billund – Amsterdam – Atlanta – New Orleans. Det vil sige, at man i Atlanta skal hente sin bagage og have den med sig igennem tolden og derefter aflevere den ved ”departure”. Flyselskaberne sørger dog for, at der er lagt tid nok imellem flyvninger til dette, men man skal selvfølgelig være forberedt herpå.
Det gule sygesikringskort gælder ikke i USA. Vi anbefaler på det kraftigste, at der tegnes en sygeforsikring med højeste dækning. Vi anbefaler og kan rådgive om forsikringer via Gouda Rejseforsikring.
Læs mere om Gouda Rejseforsikring her
Hvilke kreditkort skal jeg medbringe på rejsen?
Det mest anvendte betalingsmiddel i USA er kreditkort. Vi anbefaler, at du medbringer VISA, MasterCard eller American Express. Da det kan være begrænset, hvor meget du må bruge/hæve foreslår vi, at du medbringer mere end ét kreditkort.
Vi anbefaler, at du hjemmefra får vekslet, så du medbringer nogle amerikanske dollars i kontanter til USA. Optankning af USD undervejs foregår nemt og bekvemt ved at hæve penge på dit kreditkort i pengeautomater (ATM). Banker har i almindelighed ekspeditionstid kl. 9-15 mandag til fredag. Det mest anvendte betalingsmiddel i USA er kreditkort, og vi anbefaler, at du medbringer VISA, MasterCard eller American Express. Diners er ikke nær så udbredt. Da der ofte er en begrænsning på, hvor store beløb du kan bruge/hæve, foreslår vi, at du medbringer mere end ét kreditkort. Vær også opmærksom på, om det er kreditkort eller debetkort, du har!
Hvad skal jeg være opmærksom på ift. billeje?
På næsten alle ferier til USA indgår en lejebil som et naturligt og nødvendigt element. Bilen afhentes af de fleste straks efter man har passeret indfortoldning og immigration i lufthavnen, og det er måske netop på det tidspunkt, at man kan begynde at mærke trætheden for alvor. Det er helt nødvendigt, og meget vigtigt, at man har ”hovedet med sig” når man henter sin udlejningsbil, idet man fra lokaludlejers side vil blive mødt med en masse spørgsmål omkring tilkøb af ekstra forsikringer, ekstra ydelser, opgraderings- muligheder m.m. Derudover skal man hos lokaludlejer underskrive en kontrakt, som indeholder de vilkår aftalen indgås på.
Vi anbefaler at få lavet et internationalt kørekort, som kan klares hos Borgerservice for ca. 25 kroner (husk pasfoto). Hovedchaufføren skal være i besiddelse af et internationalt anerkendt kreditkort (Vær opmærksom på, at dit betalingskort skal være et kreditkort og IKKE et debetkort, da mange biludlejere ikke accepterer dette.)
OBS!: Hvis bilen afleveres et andet sted end den afhentes, bliver der i nogle tilfælde pålagt et gebyr for ENVEJSLEJE (opkræves lokalt, og dermed ikke inkluderet i rejsens pris). Gebyrets størrelse kan først oplyses efter bekræftelse. Pr 1. januar 2019 er der pålagt et gebyr på billeje på Hawaii-øerne. Gebyret lyder på 5 USD/dag og skal betales lokalt (og er dermed ikke inkluderet i rejsens pris).
Ved køb af din rejse hos DANexplore får du udleveret en voucher, dvs. et dokument, der først og fremmest dokumenterer, at billejen er forudbestilt og forudbetalt. Derudover fremgår de overordnede betingelser som bl.a. tid, sted, bilkategori og selvfølgelig alt det med småt. Det er klogt at sætte sig grundigt ind i, hvad der er inkluderet i basislejen, og hvad der ikke er inkluderet, altså hvad der opkræves lokalt. Du skal være opmærksom på, at de folk, der står bag skrankerne på udlejningsstationerne gerne vil sælge ekstraydelser/opgraderinger, som du måske ikke har brug for. Disse personer er delvist provisionslønnede og har dermed en interesse i at få solgt mest muligt. Inden du underskriver lejekontrakten, skal du derfor være meget opmærksom på, at der ikke figurerer beløb, som du ikke kender til eller ikke har godkendt. Ansvaret er dit eget, og har du først sat din underskrift er kontraktens indhold bindende for dig.
Besøg i amerikanske nationalparker
Det koster entré, når du besøger en amerikansk nationalpark (ikke inkluderet i rejsens pris). Entré til én park (gyldig i 7 dage): USD 20 – 30,- pr. køretøj. Årskort (“Annual Pass”. Ubegrænset adgang til ALLE parker i USA i ét år): USD 80,- pr. køretøj. Bemærk dog, at State Parks har separate gebyrer. Har du tænkt dig at besøge nogle af USA’s nationalparker så vær opmærksom på, om der skal bestilles adgangsbillet på forhånd. Flere nationalparker har nemlig indført krav om reservation.
Hotelværelser
Normalt er hotelværelserne store og udstyret med to dobbeltsenge (oftest queen size, hvilket svarer til en trekvartseng). Det vil sige, at der reelt kan være op til fire personer på ét værelse. Der findes dog mange værelsestyper, hvor størrelsen ikke tillader mere end to-tre personer. Derfor er det vigtigt at undersøge disse forhold hjemmefra. Såfremt der er plads på værelset til ekstra seng(e), kan disse bestilles hjemmefra. Prisen for dette betales ofte direkte til hotellet.
Shopping i USA: Outlets og (billige) mærkevarer
Det er billigt at shoppe i USA og især amerikanske mærkevarer er et godt køb. Vær opmærksom på, at priserne i forretningerne er opgivet uden den lokale statsskat (cirka 6-15 %), der lægges til ved betaling. Outlets er oprindeligt et amerikansk begreb, der dog efterhånden også er kendt på vores breddegrader, og her kan der virkelig være penge at spare på shoppingbudgettet! På bedste amerikanske vis ligger outlets dog ofte i områder, der er vanskelige at komme til med offentlig transport. Der findes dog undtagelser i nogle byer. Vær opmærksom på, at Told og Skat har fastsat en beløbsgrænse på hvor meget du må hjembringe ved indrejse fra et ikke-EU-land. Se opdaterede toldregler her
Fakta om åbningstider i USA: Banker, stormagasiner og supermarkeder
Banker har i almindelighed ekspeditionstid fra klokken 9-15 mandag til fredag. Øvrige butikker har længere åbent, så det er stort set muligt at handle, når du ønsker det i USA. Stormagasiner har som regel åbent fra kl. 10.00-20.00 eller 21.00 mandag til lørdag og fra klokken 11.00-18.00 om søndagen. Supermarkeder har ofte åbent fra klokken 7.00-21.00 hver dag. Nogle supermarkeder har sågar åbent døgnet rundt.
Hvor meget skal jeg give i drikkepenge?
Selv om det kan virke irriterende på mange danskere, slipper du ikke for at give drikkepenge, når du rejser i USA. Fakta er, at på restauranter og i taxi’er er normen 15-20% (OBS! Tjek regningen på restauranten – især i storbyerne lægges drikkepenge automatisk på), stuepigen skal have cirka US$ 2 pr. dag og bellboy cirka US$ 2 pr. kuffert.
Få hjælp til at planlægge din rejse til USA i dag – Se alle vores rejser til Nordamerika her
Udfyld formularen og få et uforpligtende rejsetilbud. Vi glæder os til at hjælpe dig med din drømmerejse.